Videoandagt i naturens katedral

Guds fred som overgår al forstand være med jer alle.

2. s. e. påske ( Joh. 10, 22-30)

v Eva Tøjner Götke

Nu kan vi snart ikke holde det ud længere. Hvor lang tid skal vi holdes hen? Kan vi ikke snart få klar besked om den corona-virus. Denne usikkerhed og mangel på planlægning er ikke til at leve med.

Heldigvis har vi Hunderupskoven tæt på os her i Thomas Kingos sogn. Herude er vi vidne til den livskraft, som ligger gemt i naturen – og vi også selv har, en kraft i os, som vi ikke kan komme af med, fordi vi ikke kan være sammen.

Mange går tur herude, ser om der kommet lam, taler i telefon eller bare hører fuglene synge. For her bliver vi alle ladt op med liv og med lys.

Og hvis vi kaster det religiøse blik på det her forår omkring os, så er foråret mere end forår – så er det et tegn – så kan vi genkende Guds kraft til at skabe liv af døde – og vende modløshed og opgivelse til tro og udholdenhed.

Og det religiøse blik – det er et påskebegivenheden har givet os at gå ud i verden med.

Vi skal samle på opstandelsesbilleder.

På tegn, der får os til at genkende den gode Guds nærvær her i verden, hvordan det hele end ser ud. Vi er ikke alene overladt til naturens gang.

Den gode Gud vandrer med os og fører os til det evige liv. Det er det billede, Jesus på denne søndag bruger om sig selv: Jeg er den gode hyrde, siger han.

Tør vi hengive os til den tro, så kan vi leve med, at vi må leve i usikkerhed, leve med en usynlig virus, leve med døden. Vi er ikke alene.

I dagens evangelium er der nogen, der kommer til Jesus, og – ligesom os- ikke kan holde det ud længere. Hvor lang tid skal du holde os hen? Spørger de. Kan du ikke bare sige ligeud, hvem du er? De vil have klar besked.

Men det får de ikke. Deres krav afslører, at de ikke tror. At de ikke stoler på ham. Eller genkender den gode Gud i ham og de gerninger, han gør.

Og han svarer i stedet med et billede - billedet af hyrden og hendes får. Fårene vil altid genkende deres hyrdes stemme.

Ligesom vi kan genkende en gammel ven på stemmen, selvom hendes ydre har ændret sig.

Og han siger til slut: Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.

Gud, giv os det religiøse blik, så vi kan genkende os selv som dine, der hører dig til.

Amen.

 

 

Salmer:

667 Skulle jeg dog være bange

234 Som forårssolen morgenrød

662 Hvad kan os komme til for nød