Prædiken ved Per Lysgård Madsen

4. s. e. påske 2020

Johannes Evangeliet kap. 8 v. 28-36 og Apostlenes Gerninger kap. 9 v. 1-18

Salmer:

736 – Den mørke nat forgangen er

235 – Verdens igenfødelse

Maj måned bliver stadig fejret som befrielsesmåneden.

En smittende oplevelse breder sig. Alt bliver nyt.

Det er også kristen tro, at der er en mulighed for at kunne begynde på en frisk.

Menneskesønnen skal ophøjes.

Den nye Bibels formulering er klar: ”Når I engang løfter mig, Menneskesønnen, op på korset, vil I forstå, at jeg er den, jeg er.

Jeg gør ikke noget af mig selv, men siger det, min far har lært mig”.

Vi kan høre Jesu ord om sin død som åbningen af en ny virkelighed.

Paulus bruger den formulering, at med korset har Kristus befriet os og bundet fjenden (Kolossenserbrevet kap. 2).

Det er menneskeligheden, der står på spil.

Frelseren ophøjes ved at vende sig fra vold, manipulation og dominans - og i stedet søge at feje alt det, der hindrer os i at mærke Guds nærhed, til side.

Sådan handler han.

Sådan skaber han mening i os.

Vi er frie til at være mennesker, der lever i Jesu måde at leve på.

Det er nåden, der drager.

 

Opstandelsestro lader ikke mennesker være bundet af død.

Der er mere at sige om et menneske, end vi selv tror.

Menneskesønnen blev virkelig ophøjet på korset.

Jesus leve i tjeneste af Gud. Det blev han slået ihjel for. Men hans tjeneste var så stærk, at døden aldrig vil få det sidste ord.

 

Johannes skriver i dagens evangelium, at sandheden gør fri.

Den sandhed, at Jesus ikke var nederlagets mand, men den sejrende, der havde vist kærlighedens styrke.

Dér forvandles vores liv af at være elsket.

Når livet lukker ned, og vi ikke mere kan søge hinandens fællesskab må vi åbne os endnu mere for kærlighedens forvandlingskraft.

 

Lukas fortæller i Apostlenes Gerninger, hvor omsiggribende forvandlingen fandt sted i den første kristne menighed.

Det var i en verden, der desperat havde brug for nye veje.

Forvandlingen skete gennem forkyndelse af, hvem Gud er.

Gud er sandheden. Og Gud er fri til at gøre det, Gud kan!

For den troende vokser sand frihed ud af, at det er muligt at leve som et elsket menneske.

 

Lukas’ beskrivelse af den forhadte Saulus, der bliver til den Paulus, som blev den store forkynder af den nye virkelighed, hører også til 4. søndag efter påske (Apostlenes Gerninger kap. 9 v. 1-18).

Saulus er på vej til Damaskus. Han har fået tilladelse til at arrestere de kristne. Men menigheden i Damaskus har en direkte adgang til den opstandnes ord om ikke at lade døden terrorisere mennesker.

I Damaskus kaldes menigheden slet og ret ”Vejen”.

Det kan være, det betyder, at troen er blevet en ”udvej” for mennesker, der var underlagt et menneskesyn, der kun handler om at overleve.

Troens veje kan være forskellige.

Det kunne være, man kom til korsvej, hvor man måtte træffe det rette valg.

Det blev aktuelt for Saulus.

Han var ustoppelig i sin iver efter at forfølge de kristne. Når de ikke frivilligt ville komme til fornuft, måtte de straffes. De skulle forkaste opstandelsestroen.

Men Gud standser Saulus. Gud gør ham blind. Han har ikke patent på sandheden. Og Gud forandrer hans syn.

Saulus havde ment, at Jesus var en falsk Messias. Derfor måtte han dø på korset. Dér ender forbrydere og folk, der har storhedsvanvid. – Ikke Guds søn.

Men i menigheden i Damaskus slår alle rationelle forestillinger fejl. Virkeligheden overgår fantasien.

Da Gud igen giver Saulus sit syn, bliver han den Paulus, der bruger resten af sit liv på de troendes muligheder for at leve i opstandelsens nye virkelighed.

Han gribes af at ville have andre til at træde i sit nye fodspor. Det bliver til de mange menigheder, vi kender fra hans breve.

Menighederne er forskellige, men sandheden om Jesu ophøjelse på korset sætter dem fri til at leve i Guds tjeneste.

 

Må magten og æren være hans i al evighed.

Amen.