Prædiken til Anden Påskedag (ingen video)

2. Påskedag 2018 v sognepræst Per Lysgård Madsen

Tekst: Johs. Evangeliet kap. 20 v1-18

Salme: 241 Tag det sorte kors fra graven

Vi nærmer os et kernepunkt i kristentro – denne 2. påskedag.

I går – påskedag - gav troen på det ubegribelige en begejstring, som var til at tage og føle på.

Jesus opstod og brød gravens mørke!

 

I dag er ubegribeligheden stadig virkeligheden.

Men langfredags mørke baggrund spiller også med.

Det er det med graven.

Marias ensomme skikkelse dér.

For vi har jo også vore grave.

Vi ved, at de kan minde os om en forfærdelig ensomhed.

Her er der virkelig noget, vi kan tale med om – af erfaring.

Også selvom vi har en grav, vi kun sjældent besøger.

Måske forsvarer vi os med en ganske bestemt sætning: Nu gælder det om at komme videre.

Eller måske mere udspekuleret: Gud er for de levende!

 

Maria Magdalene blev stående ved graven påskedag..

Hun blev stående for at tale med Gud om tro.

For tro har altid med kærlighed og tillid at gøre.

Og det var kærlighed og tillid, hun mærkede, da graven var tom.

 

Maria Magdalene er værd at opholde sig ved.

Mange - også i vor moderne tid - har opholdt sig ved hende.

Dramatiseret hendes historie.

Ja, nogen gange har man forsøgt at gøre Marie Magdalene til en mistænkelig / tvivlsom person.

Det er sket, selvom ingen ved ret meget om hende.

Men hun pirer ved noget i os.

Hendes tro er så udleverende.

Hun er blind af sorg.

 

Nogle finder hende identisk med skøgen, der salver Jesus i Simon Farisæerens hus.

Det er der ingen beviser for.

Der er også nogen, der mener, hun er blevet helbredt gennem eksorcisme af Jesus.

Det er usikkert.

Beretningerne siger, at hun stod ved Jesu kors langfredag.

Og så er hun også en af de tre Maria’er, der går ud til graven påskemorgen for at salve liget.

 

Vi ved – når alt kommer til alt - ikke ret meget om Maria Magdalene.

Hun kom måske fra Magdala, hvorfra hun fik sit navn.

Men meget tidligt er hun blevet kaldt apostlenes apostel.

Det er en hæderstitel, der vil noget.

I den katolske kirke er hun helgenkåret.

Hun er her den mest betydningsfulde kvinde – efter Jomfru Maria.

 

I fredags var Maria Magdalene en af de sidste, der gik fra Jesu kors.

Alle de andre var gået deres vej.

I dag er hun blandt de første vidner.

Vi hører også, at hun fortæller, hvad hun har set til de mandlige disciple, som endnu ikke har hørt om opstandelsen.

Derfor er hun apostlenes apostel.

 

Siden er denne kvindes vidneudsagn blevet kernepunktet i kristentroen.

Intet er fornuftigt – eller bare begribeligt.

Alt omkring hende er tomhed.

Men pludselig, som en trosbekendelse, udbryder hun:

”Rabbuni” – Min Herre og min Gud.

Da hun udsiger de ord, fyldes hendes længsel af kærlighed.

Hendes tro fylder hendes liv, og fremtiden bliver en helt anden.

Hendes bekendelse er det store glædesbud.

 

Vi kender det måske selv.

Dette at stå ved et elsket menneskes grav kan give en meget intens oplevelse.

Hvem er jeg?

Hvad er jeg?

Hvad skal jeg?

Man kan mærke kærligheden fylde.

Sådan et sted kan få os til at tænke slægten med

- og overveje, hvad der er holdepunktet for dem, der er begravet og for os selv.

 

Paulus skrev om det i brevet til korinterne:

– ”Nu er Kristus opstået fra de døde – som førstegrøden af dem, der er sovet hen.”

Det er dér ubegribeligheden begynder….

Det er jo Guds liv.

Gud har givet det evige liv. Intet menneske kan sætte en grænse for det.

 

Vi ved – lige så lidt som Maria Magdalene - hvordan opstandelse finder sted.

Men vi kan lære med hende: vi skal tro på det.

Hun bliver apostlenes apostel, – fordi hun troede på opstandelsen.

Og derfor døde kristendommen ikke ud med Jesu henrettelse.

Gud stillede sig virkelig på Jesu side. Faderen og sønnen var ét.

Alt liv, som er en gave fra Gud, rækker ud over døden.