Juleprædiken 2020

Lillejuleaften blev det af biskopper og Kirkeministerium anbefalet menighedsrådene at lukke kirkerne fra juleaften til og med den 3. januar af hensyn til smitterisikoen.

Her kan du høre juleprædikenen: klik på 'video' - video

Her kan du læse juleprædikenen:

Ved Eva Tøjner GötkeLyset skinner for os, som bor i mørkets land

Begrænsede pladser, kun for inviterede, NU! lukkede døre – det er vores virkelighed. Og lige pludselig er juleevangeliet ikke bare en sød lille historie om et barn, der bliver født i en hyggelig varm stald blandt gumlende dyr. Det er vores virkelighed.

Herberget er også lukket for os i den her tid. Vi kan ikke holde den jul, som vi plejer. Vi kan ikke være sammen som vi plejer, hverken i byen, derhjemme eller i kirken. Vi må finde andre veje ind til lyset og varmen.

I år kan ingen af os flygte fra julesorgen til fremmede eksotiske himmelstrøg. Der er ingen fly på himlen, kun stjerner, millioner af stjerner, som Gud satte der for at fortælle os, hvornår det er jul, påske og pinse og tænde i mørket en tindrende tro.

Vi sidder isoleret – kan ikke være tætte sammen. Er ude på Herrens kolde mark som hyrderne uden for Betlehem, der kan høre, hvordan de morer sig derinde. Også vi husker, hvordan det var at være i et festligt lag med en masse mennesker. Hører dem skraldgrine derinde og synge sammen, ikke ligefrem englesang, men alligevel, fra hjertet. Ser dem tage om hinanden, ikke hinanden og betro sig til hinanden, og græde ud ved hinandens skulder, når spiritussen begynder at virke og løsne op – og i glædesrusen bliver de én krop, ét stort tæt fællesskab.

Og også vi bliver i denne tid skrevet i mandtal.

Ikke bare her hos i vores lille hjemby. Men i alverdens lande. Vi registreres og testes – i Japan, i Norge, i Indien, i Egypten, i Iowa, i Bolivia, i Kina og i Australien. Og tallene står og lyser i farver og blinker som i et kasino. Men det er ikke et kasino – for vi skal ikke få julelys i øjnene af de store tal. Tværtimod skal vi fyldes af frygt. For de store tal betyder tab af gevinst, betyder smittefare, sygdom og død. Og alle verdens lande er delt ind i farezoner. Og der er ét bud, der gælder, - det største af dem alle: Hold afstand!

Men der er ingen afstand mere!

Det er ikke bare, hvad juleevangeliet forkynder os: at himlen er kommet til jorden. At Gud i det uendeligt fjerne er blevet menneske og ved sin død og opstandelse har overvundet alt det, der skiller. Prøv ikke at forstå det. Tro kun!

Der er ingen afstand mere! Det er den verden, vi lever i nu. Det er også vores virkelighed.

Den verden, som før var stor, uendelig stor og fremmed og eventyrligt langt væk, – den er nu kommet tæt på. Vi lever i den samme verden.

Vi kan kigge ind i hinandens stuer over facetime. Vi kan tale med hinanden på tværs af tusinder af kilometer – ingen skratten, ingen forsinkelse, om du taler med Bombai eller Bolbro.

Vi kan sende billeder og dele store øjeblikke med hinanden - i det selvsamme øjeblik. Og vi kan dele alle de andre øjeblikke - fra de mest trivielle til de allermest tragiske.

Og hvor øjeblikkene før forsvandt, så forsvinder de ikke mere. De kan genses, genspilles: et barns fødsel, en uskyldig mands død.

Det er vores virkelighed.

Vi lever i en globaliseret verden. Hvor vi før kunne gå egne veje og lukke alt andet og andre ude, dér hænger det hele nu sammen. Som forbundne kar. Som ringe i vandet: en bræ, der smelter i Grønland, får vandet til at stige på koraløerne i Stillehavet. En tegning i en avis i Jylland sætter verden i brand.

Vi er alle sammen indskrevet i den samme fortælling. Skrevet i mandtal. Vi har skæbnefællesskab. Hvad end vi vil det eller ej.

Vi frygter det samme i den her tid. Og vi håber det samme, og vi længes efter det samme.

Vi længes efter at finde vej ind til lyset og varmen. At være tætte sammen. Vi længes efter at samles og sidde til bords sammen, synge og opleve fællesskabets glædesrus.

Lige meget hvor i verden, vi bor, længes vi efter, at lyset skal skinne for os her i mørkets land.

Og det gør det! Stjernen lyser over os. Du soles sol fra Betlehem. For juleevangeliet er vores virkelighed. Et barn er født os. Et guddommeligt øjeblik bliver delt med os i nat. Et øjeblik, der ikke bare forsvinder, men kan genses, genopleves og lyse for os i mørket og vise os vejen, igen og igen.

Gud er trådt frem som menneske. Ind i vores verden. For at frelse os og vise os en anden vej til lyset og varmen end den gennem tankeløs forbrug og hensynsløs materialisme.

Han lod sig føde i en ussel, snavset stald. Uden spritdispenser ved indgangen. Trådte ind i verden uden visir og mundbind, fordi han ville dele skæbne med os.

Han åbnede vores øjne for det mærkelige paradoks, at det er, når alt ikke er som det plejer, at vi opdager det dyrebare, det, der holder, det, der bærer, også når alt ikke er som det plejer.

Han viste os, at vejen til det sande liv, til det, der giver vores liv mening, går ad andre veje, end dem, som er forbundet med det, som vi kalder rigdom og dét, vi kalder frihed.

Den nyhed, som englene forkyndte for hyrderne ude på den kolde mørke mark, og som skulle gøre alle folk glade, var, at der er født os en frelser.

Gå hen og find ham! sang de. I kan kende ham på, at han ligger i en fattig snavset stald og er svøbt i nogle gamle klude.

Og den nyhed bliver ved med at være ny. Blive ved med at være breaking news, som gør os lige overraskede hver gang. For det var jo ikke dér vi ville søge, hvis vi ikke havde fået det at vide.

Men det véd vi nu. Vorherre er midt i blandt os. I vores virkelighed. I alle de øjeblikke, vi deler med hinanden – de mest livsbekræftende øjeblikke og de mest fortvivlede. Når vi ikke véd, hvad vi skal sige og gøre. Og når der ikke er noget at sige eller gøre.

Vi er ikke overladt til os selv her i verden. Lyset skinner for os, der bor i mørkets land. Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker med Guds velbehag. Fred til alle os sårbare og skrøbelige mennesker i verden.

Glædelig jul!