Videoandagt ved Eva Tøjner Götke

5. søndag e. påske - den 17. maj 2020 (Videoandagt)

Det er en afskedsdag. Jesus tager i Johannesevangeliet afsked med sine disciple. Og han gør status. Han skal forlade verden og fare til himmels, tilbage til sin far.

Det er også en afskedsdag for dette format: videoandagten. Efter al sandsynlighed. I morgen åbner kirkerne igen. Og på torsdag, Kristi Himmelfatsdag kan vi holde gudstjeneste igen kl.10.

Vi venter på instrukser og vejledninger i hvordan og hvorledes: hvor mange må vi være? Må vi synge? Må vi holder nadver?

Og hvis jeg skal gøre status over disse videoandagter, vil jeg sige, at det har været et udfordrende format! Det har været håndholdt og uprofessionelt, og ensomt at stå som præst i en tom kirke. Men tanken har været at lukke op ind til kirken og holde fast i søndagen, midt i en tid, hvor alle dage flyder sammen og ud i ét.

I dagens evangelium tager Jesus afsked med sine disciple. Han skal forlade verden. Og går også over til et andet format. Han gør status og siger til sin far i himlen, at nu har han åbenbaret for dem alt, hvad han har fået givet. Nu forstår de, siger han, at alt hvad jeg har givet dem, kommer fra dig. Alt mit er dit, og dit er mit. Og jeg er herliggjort i dem, siger han. Og jeg beder for dem, at de må holde fast ved dit navn, det som du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi er ét.

Denne enhed er det nye format. Og denne enhed har vi som mennesker med Vorherre i kraft af Helligånden. Helligånden, som disciplene skal vente på - her taler vi ikke om instrukser og vejledninger - men en kraft til at tro og håbe og se sig selv som en del af en større sammenhæng og holde sammen som en enhed.

Og det format vi har i kirken til at holde fast ved det ord er vores gudstjeneste. Det hjælper os og bekræfter os i, at vi hører til et sted, og at der er noget, der står fast i den her verden, der er usikker, og som vi ikke har styr på.

Vi kan bede, og det er vi samlet om, når vi er gudstjeneste. og det er det, vi kan gøre nu: bede Fader vor.

Amen. 

Prædiken ved Per Lysgård Madsen

4. s. e. påske 2020

Johannes Evangeliet kap. 8 v. 28-36 og Apostlenes Gerninger kap. 9 v. 1-18

Salmer:

736 – Den mørke nat forgangen er

235 – Verdens igenfødelse

Maj måned bliver stadig fejret som befrielsesmåneden.

En smittende oplevelse breder sig. Alt bliver nyt.

Det er også kristen tro, at der er en mulighed for at kunne begynde på en frisk.

Menneskesønnen skal ophøjes.

Den nye Bibels formulering er klar: ”Når I engang løfter mig, Menneskesønnen, op på korset, vil I forstå, at jeg er den, jeg er.

Jeg gør ikke noget af mig selv, men siger det, min far har lært mig”.

Vi kan høre Jesu ord om sin død som åbningen af en ny virkelighed.

Paulus bruger den formulering, at med korset har Kristus befriet os og bundet fjenden (Kolossenserbrevet kap. 2).

Det er menneskeligheden, der står på spil.

Frelseren ophøjes ved at vende sig fra vold, manipulation og dominans - og i stedet søge at feje alt det, der hindrer os i at mærke Guds nærhed, til side.

Sådan handler han.

Sådan skaber han mening i os.

Vi er frie til at være mennesker, der lever i Jesu måde at leve på.

Det er nåden, der drager.

 

Opstandelsestro lader ikke mennesker være bundet af død.

Der er mere at sige om et menneske, end vi selv tror.

Menneskesønnen blev virkelig ophøjet på korset.

Jesus leve i tjeneste af Gud. Det blev han slået ihjel for. Men hans tjeneste var så stærk, at døden aldrig vil få det sidste ord.

 

Johannes skriver i dagens evangelium, at sandheden gør fri.

Den sandhed, at Jesus ikke var nederlagets mand, men den sejrende, der havde vist kærlighedens styrke.

Dér forvandles vores liv af at være elsket.

Når livet lukker ned, og vi ikke mere kan søge hinandens fællesskab må vi åbne os endnu mere for kærlighedens forvandlingskraft.

 

Lukas fortæller i Apostlenes Gerninger, hvor omsiggribende forvandlingen fandt sted i den første kristne menighed.

Det var i en verden, der desperat havde brug for nye veje.

Forvandlingen skete gennem forkyndelse af, hvem Gud er.

Gud er sandheden. Og Gud er fri til at gøre det, Gud kan!

For den troende vokser sand frihed ud af, at det er muligt at leve som et elsket menneske.

 

Lukas’ beskrivelse af den forhadte Saulus, der bliver til den Paulus, som blev den store forkynder af den nye virkelighed, hører også til 4. søndag efter påske (Apostlenes Gerninger kap. 9 v. 1-18).

Saulus er på vej til Damaskus. Han har fået tilladelse til at arrestere de kristne. Men menigheden i Damaskus har en direkte adgang til den opstandnes ord om ikke at lade døden terrorisere mennesker.

I Damaskus kaldes menigheden slet og ret ”Vejen”.

Det kan være, det betyder, at troen er blevet en ”udvej” for mennesker, der var underlagt et menneskesyn, der kun handler om at overleve.

Troens veje kan være forskellige.

Det kunne være, man kom til korsvej, hvor man måtte træffe det rette valg.

Det blev aktuelt for Saulus.

Han var ustoppelig i sin iver efter at forfølge de kristne. Når de ikke frivilligt ville komme til fornuft, måtte de straffes. De skulle forkaste opstandelsestroen.

Men Gud standser Saulus. Gud gør ham blind. Han har ikke patent på sandheden. Og Gud forandrer hans syn.

Saulus havde ment, at Jesus var en falsk Messias. Derfor måtte han dø på korset. Dér ender forbrydere og folk, der har storhedsvanvid. – Ikke Guds søn.

Men i menigheden i Damaskus slår alle rationelle forestillinger fejl. Virkeligheden overgår fantasien.

Da Gud igen giver Saulus sit syn, bliver han den Paulus, der bruger resten af sit liv på de troendes muligheder for at leve i opstandelsens nye virkelighed.

Han gribes af at ville have andre til at træde i sit nye fodspor. Det bliver til de mange menigheder, vi kender fra hans breve.

Menighederne er forskellige, men sandheden om Jesu ophøjelse på korset sætter dem fri til at leve i Guds tjeneste.

 

Må magten og æren være hans i al evighed.

Amen.

Prædiken (ingen videoandagt)

Bededag, den 8. maj 2020 v Eva Tøjner Götke

Matt.7, 7-14

 

”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.”

Og nu blev der lukket op! Fra den 18. maj. Så kom kirkerne med i næste genåbningsfase. Heldigvis!

Havde vi haft gudstjeneste på denne bededag, skulle vi have sunget Luthers salme Nu bede vi den Helligånd. Første vers lyder sådan her:

Nu bede vi den Helligånd

At sammenknytte os ved troens bånd

Og til verdens ende

Kirken at bevare,

Nådig at afvende

Al dens nød og fare.

Herre, hør vor bøn!

 

Det vers er jo blevet aktuelt i den her tid. For hvad er det for en kirke, vi skal bevare? Vi skal bede for, at kirken ikke udsættes for ’nød og fare’. Det har den været i den forgangne tid. For hvor har den været? Den har været lukket, når vi havde allermest brug for den! Af sundhedsmæssige årsager.

Kirken har åbenbart ikke været betragtet som led i et kriseberedskab i den her alvorlige coronatid med frygt og dødsangst. Den er snarere blevet opfattet som et kulturtilbud på linje med andre kulturtilbud.

Men kirken er ’mere’ end et kultursted. Kirken er også et kultursted, hvor vi mødes og får udvidet vores horisont. Men kirken er også et bederum. Mennesket lever af Ånd. Og Ånd er at bede, at søge og at banke på. Ånd er den længsel og de følelser, som bor i et menneske, og som skal have føde, så vi bliver hele mennesker.

Kirken er et bederum. Et sted, hvor vi får knyttet troens bånd. Det som knytter os til Gud og til hinanden. Gudstjenesten er et åndehul for den, der længes og håber. Her får vi næring og inspiration og kræfter til at komme os – og se på os selv og hinanden og verden med troens øjne. Det er det, der får verden til at åbne sig. Så den bliver ny og vi bliver skabt på ny.

En lukket dør er et sørgeligt syn. Og en lukket kirke er et fattigt syn i et samfund, der er så rigt, at det har haft råd til at lukke ned så længe.

Nu skal vi glæde os over, at der bliver lukket op for os. Og så skal vi passe på hinanden og tage hensyn. Og følge ordene fra dagens evangelium: Alt hvad I vil at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre for dem.

Amen

 

 

Salmer:

289 Nu bede vi den helligånd

725 Det dufter lysegrønt af græs

588 Herre, gør mit liv til bøn

 

 

Videoandagt 3. søndag e. påske

Søndag den 3. maj 2020 skulle vi have fejret konfirmation i kirken

Evangelietekst: Johs. 14, 1-11

V Eva Tøjner Götke

Vi skal tænke på konfirmanderne i dag. Vi skulle have haft to store konfirmationsgudstjenester i kirken i dag. 40 konfirmander havde glædet sig til denne dag. Havde glædet sig til at gå ind i kirken, i en fyldt kirke med festklædte og rørte mennesker, gå op ad midtergangen og sætte sig på stolen ud foran den bænkerække, hvor deres familie sad.

Og de havde glædet sig til at gå her op i koret og fremsige trosbekendelsen, som de har øvet sig på et helt år. De havde glædet sig til at blive kaldt ved navn og træde hen og knæle ved alteret og blive konfirmeret med håndspålæggelse:

Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi fader,

Som i dåben har gjort dig til sit barn,

Han styrke dig i din tro og give dig håb,

Han velsigne dig og bevare dig i sin kærlighed.

Sådan skulle det ikke være – for konfirmationerne er udsat til september.

Konfirmanderne i dag er anderledes end den gang jeg selv var konfirmand i slutningen af 70’erne. De er meget mere bevidste om verden, om hvad der sker – om den virkelige verden. De er ikke beskyttet ligesom dengang jeg selv var konfirmand. Nyhederne tikker også ind på deres telefoner, og de er også påvirket af coronakrisen, om alle de skrækscenarier, vi læser om, trusselsbillederne, den usynlige virus, - de er optaget af, hvordan det skal gå, hvordan det skal ende.

Søndagens tekst ville have være en stor trøst ind i den sammenhæng. Her siger Jesus ligeud: ” Må ikke være bange. Tro på Gud og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger.” – og så siger han de berømte ord, som nogle af konfirmanderne nok vil vælge som konfirmationsord: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”.

For mig betyder det at stole på Gud, at hvad der end sker, hvordan det hele ser ud – i mit liv – i verden – så er der en vej at gå. Så vil vi kunne være i det, der er og kunne finde glæde i det, der er. Tingene vil måske ikke gå efter mine egne planer, men fest skal der nok blive.

Jesus Kristus siger om sig selv: Jeg er vejen og sandheden og livet. Han er den, der går med os på den vej, som menneskelivet er ind i en usikker fremtid, men hvis vi tror på Gud, så går vejen ikke ind i en usikkerhed, men vi er på vej til fest!

Jeg er vejen og sandheden og livet – det betyder, at vi kan leve nu, fordi vi kan stole på, at gud giver os en fremtid.

Amen.

 

 

Videoandagt i naturens katedral

Guds fred som overgår al forstand være med jer alle.

2. s. e. påske ( Joh. 10, 22-30)

v Eva Tøjner Götke

Nu kan vi snart ikke holde det ud længere. Hvor lang tid skal vi holdes hen? Kan vi ikke snart få klar besked om den corona-virus. Denne usikkerhed og mangel på planlægning er ikke til at leve med.

Heldigvis har vi Hunderupskoven tæt på os her i Thomas Kingos sogn. Herude er vi vidne til den livskraft, som ligger gemt i naturen – og vi også selv har, en kraft i os, som vi ikke kan komme af med, fordi vi ikke kan være sammen.

Mange går tur herude, ser om der kommet lam, taler i telefon eller bare hører fuglene synge. For her bliver vi alle ladt op med liv og med lys.

Og hvis vi kaster det religiøse blik på det her forår omkring os, så er foråret mere end forår – så er det et tegn – så kan vi genkende Guds kraft til at skabe liv af døde – og vende modløshed og opgivelse til tro og udholdenhed.

Og det religiøse blik – det er et påskebegivenheden har givet os at gå ud i verden med.

Vi skal samle på opstandelsesbilleder.

På tegn, der får os til at genkende den gode Guds nærvær her i verden, hvordan det hele end ser ud. Vi er ikke alene overladt til naturens gang.

Den gode Gud vandrer med os og fører os til det evige liv. Det er det billede, Jesus på denne søndag bruger om sig selv: Jeg er den gode hyrde, siger han.

Tør vi hengive os til den tro, så kan vi leve med, at vi må leve i usikkerhed, leve med en usynlig virus, leve med døden. Vi er ikke alene.

I dagens evangelium er der nogen, der kommer til Jesus, og – ligesom os- ikke kan holde det ud længere. Hvor lang tid skal du holde os hen? Spørger de. Kan du ikke bare sige ligeud, hvem du er? De vil have klar besked.

Men det får de ikke. Deres krav afslører, at de ikke tror. At de ikke stoler på ham. Eller genkender den gode Gud i ham og de gerninger, han gør.

Og han svarer i stedet med et billede - billedet af hyrden og hendes får. Fårene vil altid genkende deres hyrdes stemme.

Ligesom vi kan genkende en gammel ven på stemmen, selvom hendes ydre har ændret sig.

Og han siger til slut: Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.

Gud, giv os det religiøse blik, så vi kan genkende os selv som dine, der hører dig til.

Amen.

 

 

Salmer:

667 Skulle jeg dog være bange

234 Som forårssolen morgenrød

662 Hvad kan os komme til for nød

Prædiken og salmer (ingen videoandagt)

1.s.e.påske 

Den 19. april 2020

V sognepræst Per Lysgård Madsen

Tekst:

Johannes Evangeliet kap. 21 v. 15-19

Salmer:

736 – Den mørke nat

236 – Påskeblomst

249 – Hvad er det at møde

218 – Krist stod op af døde

 

Fra påskemorgen til pinsedag er der hver søndag en historie, som skal lære os at holde gudstjeneste.

Vi skal lære, at alt det, som Jesus gav verden med sit liv, sejrer over det, der skiller os fra Guds kærlighed til os.

Der er flere temaer, som handler om at få fred med Gud.

Et kernepunkt i Jesus forkyndelse er vores forståelse af, at et sandt menneskeliv ikke nås gennem hovmod og hårdhjertethed, men gennem modet til at leve sårbart og udsat i en virkelighed, der er flygtig.

Et menneskes opfattelse af virkeligheden kan få nye dimensioner.

Vi skal se for os, at efter opstandelsen er der en bestandighed / evighed, der bæres af kærlighed. At elske og blive elsket.

 

Denne søndag hører vi om et møde mellem Jesus og Peter.

Peter er ligesom de andre tolv ”lukket ned”.

Han har svigtet sin Herre.

Verden er gået helt i stykker.

Det er død og kun død, han kredser om.

Frygten for, at jødernes vrede over Jesu mod også skal ramme ham, nager dybt.

 

James Joyce skrev i ”Dublinfolk” en novelle, han kaldte ”De døde”.

Det er en enkel fortælling om dødens magt.

Historien kredser om den ansete Gabriel.

Med sin kone Gretta er han til tanternes store nytårsfest.

Da festen er ved at slutte, skal der tages afsked.

Men i det samme øjeblik lyder der sang fra festsalen.

Sangen kan Gretta ikke glemme på deres vej hjem.

Der dukker minder frem, som berører hende dybt.

Da de kommer hjem, afslører hun, at den sang var hendes ungdoms kærligheds sang.

Gabriel forstår det ikke.

Han begynder at tvivle på deres kærlighed.

Var han i virkeligheden kun en erstatning for den virkelige kærlighed?

Samtidig mærker Gretta, at sangen har forenet hende med den mand, som hun ikke blev forenet med i sin ungdom.

Nu sætter sangen hendes kærlighed til Gabriel på prøve.

 

Historien er poetisk og smuk – enkel.

Måske vil den fastholde os på en virkelighed, der kan bære igennem adskillelser. – Ligesom evangeliet til 1. søndag efter påske.

Kærlighed er nemlig også, at vi ”får noget på hinanden”.

Noget som gør livet stort, men også binder og forpligter.

 

Jesu møde med Peter udstiller den menneskelige kærlighed.

Dette både at elske og at blive elsket!

Mødet fortæller om det, der skal bringe os videre, når alt er brudt sammen.

Kan dødens magt brydes? sang vi påskedag.

Det handler om tilgivelse og forsoning.

Jesu ord til Peter vil en ny virkelighed.

Det mærkes i ordene – ”Har du mig kær?” – ”Vogt mine lam!”

De lader os ane, at der er noget, der huskes og ikke skal glemmes. Ordene vil se fremad.

De holder fortid og fremtid sammen og gør det muligt at bære det flygtige liv oppe – lige nu.

Dér hvor vi let kredser omkring spørgsmålene:

Var jeg god nok?

Elskede jeg nok?

Turde jeg stå ved min kærlighed?

 

Jesus minder Peter om fortiden, men for at komme videre betror Jesus ham en opgave, hvor fortidens svigt forenes med en fremadrettet opgave.

Sådan virker tilgivelsen.

Jesus spørger Peter: Elsker du mig?

Måske ved Jesus godt, at Peter føler sig forladt…

Peter havde jo – når alt kommer til alt – vovet at forlade alt og følge sin mester.

Han har gjort sig selv så sårbar, at Jesus kan sætte ham i en virkelighed, hvor han ikke kun skal elske, men også leve på at være elsket.

”Vogt mine lam...” siger Jesus.

Kun at elske og ikke at blive elsket, er uden for den horisont, Jesus vil åbne for Peters fremtid.

Intet menneske skal gøre sig så hård over for livet, at fortiden glemmes, fordi øjeblikket lige nu vil noget helt andet.

 

Da Gabriel tænkte på sin kærlighed til Gretta, græd han.

Han så, at dette – kun at elske og ikke at blive elsket - ikke var sand kærlighed.

Han så sin sårbarhed, og på en måde så han også, at kærligheden ville, at han gik ud i verden – på den kærlighed, der kunne se fremad.

Han skulle ikke forhærde sig.

Tilgivelse og forsoning er en ny virkelighed.

Der åbnes for noget sandt og bestandigt.

Det er kærligheden, der tæller – for de levende og de døde. Amen.

Prædiken til Anden Påskedag (ingen video)

2. Påskedag 2018 v sognepræst Per Lysgård Madsen

Tekst: Johs. Evangeliet kap. 20 v1-18

Salme: 241 Tag det sorte kors fra graven

Vi nærmer os et kernepunkt i kristentro – denne 2. påskedag.

I går – påskedag - gav troen på det ubegribelige en begejstring, som var til at tage og føle på.

Jesus opstod og brød gravens mørke!

 

I dag er ubegribeligheden stadig virkeligheden.

Men langfredags mørke baggrund spiller også med.

Det er det med graven.

Marias ensomme skikkelse dér.

For vi har jo også vore grave.

Vi ved, at de kan minde os om en forfærdelig ensomhed.

Her er der virkelig noget, vi kan tale med om – af erfaring.

Også selvom vi har en grav, vi kun sjældent besøger.

Måske forsvarer vi os med en ganske bestemt sætning: Nu gælder det om at komme videre.

Eller måske mere udspekuleret: Gud er for de levende!

 

Maria Magdalene blev stående ved graven påskedag..

Hun blev stående for at tale med Gud om tro.

For tro har altid med kærlighed og tillid at gøre.

Og det var kærlighed og tillid, hun mærkede, da graven var tom.

 

Maria Magdalene er værd at opholde sig ved.

Mange - også i vor moderne tid - har opholdt sig ved hende.

Dramatiseret hendes historie.

Ja, nogen gange har man forsøgt at gøre Marie Magdalene til en mistænkelig / tvivlsom person.

Det er sket, selvom ingen ved ret meget om hende.

Men hun pirer ved noget i os.

Hendes tro er så udleverende.

Hun er blind af sorg.

 

Nogle finder hende identisk med skøgen, der salver Jesus i Simon Farisæerens hus.

Det er der ingen beviser for.

Der er også nogen, der mener, hun er blevet helbredt gennem eksorcisme af Jesus.

Det er usikkert.

Beretningerne siger, at hun stod ved Jesu kors langfredag.

Og så er hun også en af de tre Maria’er, der går ud til graven påskemorgen for at salve liget.

 

Vi ved – når alt kommer til alt - ikke ret meget om Maria Magdalene.

Hun kom måske fra Magdala, hvorfra hun fik sit navn.

Men meget tidligt er hun blevet kaldt apostlenes apostel.

Det er en hæderstitel, der vil noget.

I den katolske kirke er hun helgenkåret.

Hun er her den mest betydningsfulde kvinde – efter Jomfru Maria.

 

I fredags var Maria Magdalene en af de sidste, der gik fra Jesu kors.

Alle de andre var gået deres vej.

I dag er hun blandt de første vidner.

Vi hører også, at hun fortæller, hvad hun har set til de mandlige disciple, som endnu ikke har hørt om opstandelsen.

Derfor er hun apostlenes apostel.

 

Siden er denne kvindes vidneudsagn blevet kernepunktet i kristentroen.

Intet er fornuftigt – eller bare begribeligt.

Alt omkring hende er tomhed.

Men pludselig, som en trosbekendelse, udbryder hun:

”Rabbuni” – Min Herre og min Gud.

Da hun udsiger de ord, fyldes hendes længsel af kærlighed.

Hendes tro fylder hendes liv, og fremtiden bliver en helt anden.

Hendes bekendelse er det store glædesbud.

 

Vi kender det måske selv.

Dette at stå ved et elsket menneskes grav kan give en meget intens oplevelse.

Hvem er jeg?

Hvad er jeg?

Hvad skal jeg?

Man kan mærke kærligheden fylde.

Sådan et sted kan få os til at tænke slægten med

- og overveje, hvad der er holdepunktet for dem, der er begravet og for os selv.

 

Paulus skrev om det i brevet til korinterne:

– ”Nu er Kristus opstået fra de døde – som førstegrøden af dem, der er sovet hen.”

Det er dér ubegribeligheden begynder….

Det er jo Guds liv.

Gud har givet det evige liv. Intet menneske kan sætte en grænse for det.

 

Vi ved – lige så lidt som Maria Magdalene - hvordan opstandelse finder sted.

Men vi kan lære med hende: vi skal tro på det.

Hun bliver apostlenes apostel, – fordi hun troede på opstandelsen.

Og derfor døde kristendommen ikke ud med Jesu henrettelse.

Gud stillede sig virkelig på Jesu side. Faderen og sønnen var ét.

Alt liv, som er en gave fra Gud, rækker ud over døden.

 

 

 

 

 

 

 

Videoandagt Påskedag

Påskedag den 12. april 2020 v Eva Tøjner Götke

 

Påskedag 2020, videoandagt

Det bliver en påskedag, som vi aldrig vil glemme. Påsken 2020. Den påske, hvor kirkerne verden over var lukkede på grund af pandemien Corona – og milliarder af mennesker i de kristne kirkesamfund sad derhjemme bag lukkede døre.

Påskebudskabet er ellers forbundet med, at der råbes fra tagene, fra kirketårnene: Kristus er opstanden! – bimles med kirkeklokker, at kirkerummet fyldes med storladen musik og salmesang, der får loftet til at løfte sig. Nu er der rungende tomt her i kirken.

Kvinderne kommer ud til graven på tredjedagen. Stenen er væltet bort. Den korsfæstede er der ikke. Han er opstanden. Gået i forvejen for jer til Galilæa, som englen forkynder kvinderne. Frygt ikke! Dér skal I se ham.

Påskebudskabet sprænger alt. Dér hvor vi tror, det hele slutter, - i døden – og det gør det jo – så er det slut, det er her liv, vi kender – så åbnes der en ny begyndelse: et opstandelsesliv.

Det er jo et paradoks, at vi skal høre det, mens vi alle sidder derhjemme bag lukkede døre. Og hvor der er så stille. Og hvor vi savner alle de mennesker, vi plejer at fejre påske med og alle de påsketraditioner, vi hver i sær har.

Måske kan vi netop høre påskebudskabet i den her situation, få det til at betyde noget.

For det kommer jo os i møde i vores situation.

Det er ikke bare et budskab fra en fjern tid – men det er et opstandelseshåb, der forkyndes os – lige dér hvor vi er. Her i vores indelukke.

Opstandelse fra de døde er noget, som finder sted – det er et møde – mellem os, der søger og sørger og længes, og den kærligheds ånd, der har kraft til at bryde ind gennem vores lukkede døre, vores frygt og vælte stenen fra vores hjerte og lade os stå op fra de døde – og gå den tid i møde, som skal komme, og lade det være en ny tid – en anden tid.

Det opstandelseshåb har vi brug for her, hvor vi ikke ved, hvor længe det her varer - håbet om, at vi kommer ud på den anden side til en ny tid, en anden tid.

Glædelig påske!

 

 

 

Videoandagt til langfredag

Langfredag den 10. april 2020 ved Eva Tøjner Götke

Det er som om der kører to spor på én gang. Vi lever lige nu i en stor krise, hvis konsekvenser ingen kender. Økonomiske konsekvenser. Menneskelige konsekvenser. Det er fuldstændig uoverskueligt og bekymrende.

Samtidig har vi oplevet de smukkeste forårsdage. Solen har fået overtaget. Vi vågner om morgenen til fuglesang. Det er som det skal være. Det er forår. Og træernes knopper kan næsten ikke vente med at springe ud.

Det er to spor. Og sådan oplever man også, når man mister. Vi kan holde begravelse og stå det værste igennem, samtidig med at lyset skinner på os, og anemonerne blomstrer igen igen, som om intet var hændt.

Sådan var det vel også i Jerusalem den dag – den længste af dem alle. Det var en smuk dag. Solen brændte. Byen lå flot dér på toppen. Rigtigt påskevejr. Mange var kommet langvejs fra for at fejre påske. Festivalstemning.

Og samtidigt skete der det mest forfærdelige. En mand bliver dømt uskyldigt til døden. Og han gør ikke modstand. Han tager det på sig. Skylden og korset, slagene og ydmygelsen. Sveden hagler fra ham. Solen skinner. Han tørster. De rækker ham eddike.

En langsom død. Og han giver sig hen. Til den død, der skulle være hans. Døden på et kors. Uskyldigt dømt. Svigtet af dem, der før havde været hans venner.

Det gav ingen mening for dem. Det hang ikke sammen – de to spor: Guds egen søn, himlens kongesøn, ophøjetheden, det guddommelige, urørligheden - og så denne ydmygelse og smerte og død – som vi kender alt for godt, lidelsen, al den menneskelige lidelse og afmagt.

Var det ikke meningen, at han skulle tage den fra os?

Langfredag – Jesu død på korset – binder de to spor sammen: Gud er med i ethvert menneskes lidelse, tilstede, med-lidende – alle dem, som vi svigter og forråder - og samtidig lader Gud sin nåde flyde ned over os, som om intet var hændt - den nåde, som er, og som ikke vakler, fuld af tilgivelse.

Det er korsets gåde. At den mest grusomme død kan blive en gave til os, som åbenbarer den dybe sammenhæng. Vi skal ikke forsøge at forstå. Vi skal bede Gud forbarme sig over os og leve. Amen.

Videoandagt til skærtorsdag

Skærtorsdag den 9. april 2020 (videoandagt)

Skærtorsdag slutter fasten.

Den gamle religiøse anbefaling af 40 dages faste har nået sin ende.

Siden askeonsdag – lige efter fastelavn - er der mennesker, der har fastet på en eller anden måde.

Det behøver ikke være i fuld askese

– altså uden andet at spise end det livsopretholdende.

Det kan være, at nogen har fundet det sundt at nytænke gamle vaner.

Hvad er nødvendigt for et godt og glad liv?

Måske er det slet ikke det, vi selv tror vil gøre os glade.

Og så kom vi pludselig – alle sammen i denne kriseagtige situation, hvor alle vore naturlige måder at omgås hinanden på bliver forandret.

Der er nogen, der – overraskende – har fundet det sundt.

Det har givet plads for en overraskende fred.

– En dybere meditativ hverdag.

Der er mennesker, der har opdaget, at der er mere ved os mennesker, end vi normalt indretter efter.

 

Skærtorsdag vil se fremad.

Bordet er dækket.

Påskemåltidet er forberedt.

Lammet er slagtet og det usyrede brød spises med nogle velsmagende urter.

Det blev det sidste måltid, Jesus og hans disciple spiste sammen.

Men i slutningen kan der være en begyndelse.

Det blev et uforglemmeligt måltid.

Vores gudstjeneste er vokset ud af det.

Mange forhold havde tilspidset sig.

-         Pga. svigt, forræderi og tvivl.

Men så gav Jesus sin venner en ny fred. En ny virkelighed!

Et fællesskab med Gud.

”Tag det”, siger han. – ”Det er mit legeme.”

”Drik det – Det er mit blod.”

Det er mig selv.

Det er mit liv.

Det hele er givet.

Han vil være os nær, mens vi spiser og drikker ...

Lige så tæt på som brødet og vinen, vi indtager.

 

Da bliver nåden og tilgivelsen mulig.

Det er mit liv.

Det brudte heles.

Det brudte forhold til Gud.

Vi bliver ét.

Ligesom Faderen og Sønnen er ét.

 

Gud bliver ved med at insistere på os.

-         Gud vil ikke det brudte.

-         Gud vil løfte os og bære os.

Det eneste vi skal – er at være med.

Det er Guds gave.

 

 

Salmer

466 – Vor Herre Jesu mindefest

439 – O du Guds lam!

367 – Vi rækker vore hænder frem

 

Af Per Lysgård Madsen

 

 

 

Videoandagt til Palmesøndag

Søndag den 5. april 2020

Prædiken (videoandagt) ved Per Lysgård Madsen

 

Evangelieteksten: Johannes evangeliet kap. 12 v. 1-6

 

Palmesøndag skal vi høre om Jesu indtog i Jerusalem.

Og vi hører om en kvinde, der møder Gud i Jesus.

-         Kongen, der skal hyldes og salves.

Vi skal se en port foran, vi skal føres igennem den port.

-         Fra det lave – det uvisse, der vækker bekymring - til det ophøjede, der vil bære os.

Som i kirkens arkitektur – fra skibet, hvor vi sejler

Og ind gennem triumfbuen til det hellige – det bæredygtige - hvor Gud tager magten.

Jesus hyldes som en konge.

De synger ”Hosianna”!

Der bliver sikkert krammet og kysset – ubekymret.

Det, der sker, bliver tolket som tegn på, at Gud er med os.

Det giver mennesker et nyt værd. – Ny værdighed.

Intet menneske skal være overladt til sig selv.

Det er kristendom.

Kristendom vil ikke det, der giver grund til bekymring.

Bekymring er en form for indespærring.

Indespærret er følelsen af straf snublende nær.

Heldigvis handler Gud anderledes.

Gud vil, at mennesket er til i en væren, der ikke er bundet af tid og sted.

En væren, der insisterer på, at jorden er god nok til et sandt og værdigt menneskeliv.

Den indsigt lærte Maria Magdalene at leve på - på sin vej med Jesus.

Hun havde lært, at kærlighed er at handle.

Og det gør Maria.

Hun hælder kostbar nardusolie ud over sin herres hoved og tørrer hans fødder i sit hår.

Det er en kærlighedsakt, men det er også en salvning.

Han skal være hendes konge.

I det rige, hvor han er konge, skal der handles, som kongen vil have det.

-         Fri af bekymringerne om at være god nok

-         Alene på Guds vilje.

Så bryder Judas ind.

Fuld af forargelse.

Maria burde sælge den kostbare olie og give pengene til de fattige….

Jeg tror, han ville tænke, at det ville være menneskeværdigt.

Men det er ikke Judas, der får medhold.

Evangeliet vil en anden pointe

-         At det ikke er det, vi gør, der giver os værdighed.

Det, der er menneskers værdighed, er det, Gud giver os.

Den pointe skal vi tage med os ind i påskeugen.

Især nu, hvor vi er så bekymrede for, om vi slår til og synes uvisheden er alt for skræmmende for vores handlekraft.

Vi må være vågne – som Maria – for øjeblikket.

Vi må være åbne for at det kan ske. – Gud er med os!

Og vi må være modtagende for det, vi får givet, med tak.

 

Salmer:

176 – Se hvor nu Jesus træder

151 – Med sin alabasterkrukke

217 – Min Jesus lad mit hjerte få

694 – Jesus, at du blev min broder           

 

 

Videoandagt til Mariæ Bebudelses dag

29. marts 2020 v/ Eva Tøjner Götke

Guds fred som overgår al forstand være med os alle!

I dag er det Maria bebudelsesdag. Så er der 9 måneder til jul, så er der da noget at glæde sig til i denne usikre tid.

Hvordan kan man overhovedet sætte børn i verden, når verden ser ud som den gør?

Man kan da ikke andet, siger andre. For barnet er jo indbegrebet af håb og tro på fremtiden. Barnet er indbegrebet af kristendom. Barnet er kristendom.

På denne søndag fejrer vi, at Gud ikke var bange for at komme til den usikre verden, som vi kender og mærker på vores krop og sjæl særligt i denne corona-tid.

Gud lod sig føde ind i verden. Af en kvinde. Og den unge pige Maria blev udvalgt til at være Jesu mor.

Der er mange, der vil savne at gå i kirke i dag. Flere kirkegængere har fortalt mig, at denne søndag er en særlig søndag her op mod påske – det her skønne forårsbudskab mens alt er ved at grønnes omkring os og fuglene er begyndt at synge om kap - at høre om englen, der kommer fra himlen og bebuder, at Maria skal blive mor til Guds søn – hvem? Mig? Frygt ikke, du benådede, siger englen, Helligåndens kraft skal overskygge dig.

Og det får hende til at give slip på sin frygt og hengive sig til englens ord: lad det ske, siger hun – uden at vide, hvad det er, hun går ind til.

Jeg lægger krop til.

Og hun bryder ud i sang og lovpriser Gud, der har udvalgt netop hende. Hun priser Gud, der ophøjer den ringe, og de mægtige fra tronen; sultende har han mættet med gode gaver, og rige sender han tomhændet bort – Gud husker på sin barmhjertighed.

En smuk legende, som står skrevet i Lukasevangeliet – det er hans måde at skrive om begyndelsen på – den nye begyndelse – som forandrer det at være menneske og leve i denne verden.

En bebudelse – et møde mellem himmel og jord - en undfangelse – himlens lys, der trænger ind i den her verden – og befrugter den - og oplyser den, vores verden – indefra.

Måske I kan ane skriftbåndet bag ved, som er Thomas Kingos bebudelsessalme:

Nu kom der bud fra englekor / at Gud herned vil stige: / hans Søn, som i det høje bor / og ejer ærens rige, / han sig vort kød vil tage på / og blandt os gå / det nyt er uden lige.

Det nyt er uden lige – og til stor forargelse – vi fatter det jo ikke – at Gud bliver menneske. Og det, som så langt overgår vores forstand -  vildt, at vi slet ikke kan tænke det - mødes i dag med det, som vi alle kender, som er så nært og jordnært – ja, fysisk - at en kvinde skal blive mor til et barn. Den verden kender vi, for vi har alle en mor.

Det jordnære mødes i dag med det guddommelige. Eller omvendt: det guddommelige bryder ind i det jordiske og lyser det her op indefra – så vi med Maria kan hengive os til det, som vi ikke forstår, det, som vi er bange for, den fremtid, vi ikke kender.

Han sig vort kød vil tage på og blandt os gå.

Det bliver bebudet os i dag. Havde vi bare kunnet synge sammen og have kunnet overvære barnedåben, som var planlagt og holde nadver.

Vi må sidde hjemme i vores isolation, som Maria, og håbe, at Helligånden vil overskygge os, så vi befrugtes og får noget at glæde os til.

Amen

 

Videoandagt til midfaste

Midfaste den 22. marts 2020 – Johs. 6, 24-35

Videoandagt i Thomas Kingos Kirke

v/ Eva Tøjner Götke

 

Guds fred, som overgår al forstand være med os alle!

Efter en uge, hvor vi har erkendt, at mange mennesker vil komme til at miste deres levebrød på grund af den omfattende Corona-krise, handler det på denne midfaste søndag om livets brød.

Hvad er livets brød?

Jeg har spurgt mange i ugen, der er gået: hvad er livets brød for dig?

Livets brød er alt det, der giver glæde og holder mig til livet.

Det er, da naboen kom ind og tilbød at købe ind for os.

Livets brød er, når nogen ringer til mig, så jeg ikke føler mig alt for alene i min isolation.

Livets brød er den forårssol, der skinner på os i de her dage, og som varsler lysere tider. I går var det forårsjævndøgn. Påsken er nær.

Livets brød er alt det gode, der også kommer os i møde i den her alvorlige tid, og som holder os til livet.

Når vi oplever tomhed og vores livsgrundlag ændrer sig, har vi blik for de her tegn. Eller det bliver til tegn, fordi vi sulter og tørster efter det. I den travle hverdag lægger vi ikke mærke til det, tager det måske som en selvfølge, alt det gode.

Det mætter i hvert fald ikke på samme måde, som i de her dage. Hvor vi deler skæbne alle sammen.

I dagens evangelium siger Jesus om sig selv: Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke sulte, og den som tror på mig, skal aldrig tørste.

Han taler om det, der mætter i en anden forstand end det levebrød, som vi også har brug for – det konkrete brød: vores arbejde, pengene på kontoen.

Folkeskarerne kommer til ham efter det store bespisningsunder ude i ørkenen med de fem brød og de to fisk – som var den madpakke en lille dreng havde med – som blev delt ud til alle – og alle blev mætte.

Nu vil de have mer: Giv os et tegn! Men Jesus vil ikke gøres til en tryllekunstner.

Han vil have os til at se fortryllelsen i livet. Se alt det, vi ikke kan tage for givet, takke Gud for det, sætte pris på det, søge det, leve af det.

Livets brød – det er det liv, vi deler. Det er skæbnefællesskabet. Og på denne søndag er jeg sikker på, at mange, der er vant til at gå til alters, vil savne nadveren – her hvor brødet og vinen rækkes os til syndernes forladelse og til at styrke os og opholde os i en sand tro til det evige liv. Det ultimative skæbnefællesskab med Gud og hinanden.

Du, som ud af intet skabte

Lys og liv og herlighed,

Paradiset, som vi tabte,

Blomstrer i din kærlighed.

Livets Gud, som kun er god,

Sol og brød og hjerteblod.

Amen.

Prædiken til 3. s. i fasten 2020 (se videoandagt)

Om at give troen magten frem for frygten - Videoandagt den 15. marts 2020

 

Guds fred, som overgår al forstand, være med os alle.

Vi skal holde sammen – på afstand, som Statsministeren sagde, da hun lukkede Danmark ned.

Kirkerne er også blevet lukket ned. Også Thomas Kingos kirke. Der er ellers ikke noget, vi har mere brug for i den her tid end at kunne komme i kirke og søge trøst og håb.

For det hele er så usikkert. Hvad skal der ske og hvad kan der ske? Hvor længe skal dette vare ved? Og bliver det hele godt igen?

Mange frygter for deres arbejde, deres virksomhed, for økonomien. Og for at blive syge, selvfølgelig, alvorligt syge.

Vi skal tage hinandens frygt alvorligt. Også børnenes, når vi kan se på dem og mærke, at de er utrygge.

For det her er jo ét stort kontroltab. Alt det, som vi plejer at gøre – eller kunne gøre, hvis vi ville – det kan vi ikke. Vi er ikke herre i eget hus. Og det er noget, der påvirker os. For hvis vi ikke har magten, hvem har den så?

Er det frygten, der har magten, går vi i panik. Så vil vi kun tænke på os selv og vores egen overlevelse, slæbe madvarer hjem og skaffe os selv forråd. Så vil vi se alle andre som dem, der kan gøre os syge, tage fra os selv, - så vil der kun være afstand mellem os – intet sammenhold.

Når frygten styrer vores liv – er der ikke andet end frygten og så mig.

Jesus siger: Frygt ikke, tro kun! Det ord skal vi lytte til. Alternativet til at give frygten magten er at give troen den.

Og at give troen magten er det samme som at give den til Gud. Det er ikke vores egen tro – for det er jo den, der vakler, når vi bliver bange. Det er Gud, vi skal stole på. Gud som den kraft, der overvinder alt ondt, og som fører os igennem og ud på den anden side.

I fastetiden her op til påske handler det om denne kamp mellem de stærke kræfter i os og uden for os. Mellem troen og frygten, mellem det gode og det onde, Gud og Djævel, lyset og mørket.

Og i dag hører vi en voldsom ordveksling mellem Jesus og hans modstandere. Beskyldningerne flyver gennem luften om hvem, der er på hvilken side: sandheden eller løgnen, Gud eller Djævlen. Og det slutter med, at Jesus siger, at han ikke søger sin egen ære. Der er en, der dømmer. ”Og jeg siger jer: den, der holder fast i mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”

Det er for mig at se grunden til at gå i kirke eller sidde derhjemme og bede til Gud, eller bede aftenbøn. Det er for at bede om hjælp til at holde fast ved hans ord. Hans ord – er det kærlighedsbånd, der knytter os til Gud – og til hinanden, så vi kan holde sammen – også på afstand.

Guds nåde er en vintergæk

den er din fostergave

og er du ved at dø af skræk

så plant den i din have 

med fastetidens bøn 

bliver jorden atter grøn 

i angst og overflod

besejres du af mod

og ene er vi flere.

(Simon Grotrian 2006)

 

Salmer: 337 Behold os, Herre, ved dit ord; 675 Gud, vi er i gode hænder; 312 Sandheds tolk og taler; 726 (fra 100 Salmer) Guds nåde er en vintergæk